Haveregler

Haverne skal til enhver tid fremstå ryddelige og velholdte, så bebyggelsens harmoni og udtryk bevares.

Generelt:

Der er lagt fliser fra indgang til hoveddør og skur, og disse fliser skal forblive i haven.
Det er tilladt at opsætte espalier, da det ikke er tilladt at lade planter gro direkte på mur.
Anvendt gødning i haven skal være lugtfri.
Har man havelåger, træterrasser eller hegn, tilhører det beboeren, og det er beboerens ansvar at holde dette ved lige.

Hæk:

Hækken skal til enhver tid fremstå velholdt, og bør derfor klippes 2 gange i sæsonen.
Den må ikke være mere end 180 cm høj. På stensætninger 160 cm.
Hækken holdes fri for ukrudt og græs på begge sider i en afstand af 30 cm fra dens midte, og må ikke gro ud over stendiger og vandrender.
Hele bebyggelsen har hække omkring haverne, og de må under ingen omstændigheder fjernes, da det netop er hækkene, der er med til at sikre det ensartede udtryk i bebyggelsen.

Vandrender:

Ud for nogle huse er der vandrender, og bor man i et hus, hvor der er vandrende, holder man selv denne fri for ukrudt.

Græs:

Græsset skal slåes efter behov og holdes frit for ukrudt.

Træer:

Træerne må ikke vokse op over tagryggen. Er de blevet højere skal de beskæres eller fjernes. De skal plantes minimum 2.5 m fra huset, da de kan ødelægge murværk og sokkel, hvis de står for tæt på. Espalier- og dværgtræer må dog plantes tættere på huset.
Træerne må ikke være til gene for naboerne. Føler en nabo sig generet af et træ, f.eks. fordi det skygger, kan vedkommende klage over træet til afdelingsbestyrelsen, hvis en henvendelse til naboen ikke har nogen virkning.
Finder afdelingsbestyrelsen klagen rimelig, skal træet beskæres i overensstemmelse med gartners anvisninger. Hvis beboeren, i hvis have træet står, nægter at beskære, vil det blive gjort af gartner for beboerens regning.
De eksisterende træer, som på vedtagelsestidspunktet er groet op over tagryggen beskæres eller fjernes ved fraflytning.

Af hensyn til naboernes lys og sol, og da rodnettet på mange træarter har tilbøjelighed til at ødelægge kloak- og drænrør, må følgende træarter ikke plantes:

Elm, el, rødeg, store pilearter, poppel, bøg, ask, birk, hjortetakstræer, akacie og ahorn.

Det er en god idé at spørge ejendomsfunktionæren eller afdelingsbestyrelsen, inden der plantes.

Skrænter:

De lejemål, hvis haver ender i en skrænt, skal være opmærksomme på, at skrænten ikke er en del af deres have.
Vedligeholdelse og pasning af alle skrænter påhviler afdelingen, og man må ikke selv ændre noget ved dem. Man må naturligvis holde sin egen have fri for vildskud.
Overtrædelse af ovennævnte medfører krav om retablering for beboerens regning.

Terrasser:

Det er tilladt at anlægge flise- eller træterrasser. Begge dele skal være udført fagmæssigt korrekt, og træterrasser skal vedligeholdes, ellers kan de forlanges fjernet ved fraflytning. Dette gælder også andre former for belægning.
Hvis man fjerner terrasser, planter, træer eller buske ved fraflytning, skal haven retableres med græs. Også ved fraflytning skal haven fremstå pæn.

Hegn:

Da alle haver har ligusterhæk, må hegn rundt om haven kun opføres i haver, hvor hækken ikke er vokset op. Det skal være udført i træ, som males svenskrødt som skure og havelåger.
Hegnet placeres i egen have i god afstand (min. 40 cm) fra hækken, som skal passes, så hegnet kan tages ned, når hækken er vokset op, eller eventuelt ved fraflytning.
Hegnet må være op til 180 cm højt, så man kan have et privatliv i sin have. Det skal fremstå vedligeholdt og uden skader. Hegn i naboskel må ligeledes være 180 cm højt.

Havelåger:

Skal være udført i træ og som alt andet udvendigt træværk skal de være svenskrøde. Hvis en havelåge har en anden farve på vedtagelsestidspunktet, skal den males svenskrød ved fraflytning, og det er ejendomsfunktionærens job at gøre det.
Svenskrød maling kan hentes gratis hos ejendomsfunktionæren, sådan at farven bliver ensartet i hele bebyggelsen.

Kattevoliere:

Da vi ikke må have løsgående katte, er det tilladt at opsætte kattevolierer. De skal være udført i træ og hønsenet. Overdækning skal også være hønsenet, da et fast tag er en overtrædelse af bygningsreglementet.

Fuglefodring:

På grund af rotter må fuglefoder ikke lægges på jorden. Fugle må kun fodres fra bræt eller med foder ophængt i træer. Hvis man bruger mejsebolde i net, skal man sørge for selv at fjerne de tomme net, så de ikke flyver rundt i andres haver og i hele bebyggelsen. Det er også meget vigtigt, at man holder jorden under foderbrættet ren.

Drivhuse, udestuer og legehuse

er ikke tilladt. Vi må heller ikke lave ekstra udhæng på skurene. Det er et myndighedskrav, som et beboermøde har vedtaget skal overholdes af hensyn til helhedsindtrykket.

Havens vedligeholdelse:

Bliver en have ikke vedligeholdt forskriftsmæssigt, vil det blive påtalt overfor beboeren, og hvis denne påtale ikke hjælper indenfor 14 dage, vil der blive rekvireret en gartner til at udføre arbejdet for beboerens regning.

Dette beløb vil have virkning som skyldig husleje.

Ved fraflytning vil de haver, der ikke er i forskriftsmæssig stand blive retableret, og udgiften påført afregningen til fraflytter.
Er haven holdt i forskriftsmæssig stand ved fraflytning, og den nye beboer ikke bryder sig om indretning eller beplantning, må tilflytter naturligvis selv ændre den for egen regning og efter gældende regler.

Ovenstående regler er vedtaget på beboermøde den 17.02.06, og er et tillæg til boligoverenskomsten.